Andre muligheder i EU's institutioner og organer

Forside > Andre muligheder i EU's institutioner og organer
På listen nedenfor findes yderligere jobmuligheder, som er blevet offentliggjort på de følgende EU-institutioners og -organers hjemmesider med karrieremuligheder.
 
 

Europa-Kommissionens rolle er at fremme EU's generelle interesser ved at foreslå og håndhæve lovgivning: den er EU's politisk uafhængige udøvende organ. Det politiske lederskab kommer fra et hold af kommissærer (en fra hvert EU-land) – som ledes af Kommissionens formand, som bestemmer, hvem der har ansvaret for de enkelte politikområder. Når forslaget til den lovgivningsmæssige tekst er udarbejdet, vedtages det af Rådet (der repræsenterer medlemsstaterne) og Parlamentet (der repræsenterer de europæiske borgere). Kommissionen forvalter EU-budgettet og de politiske programmer (dvs. landbrug, fiskeri, forskning osv.) i samarbejde med myndighederne i medlemslandene.

 

At arbejde for Rådets Generalsekretariat giver dig en unik mulighed for at støtte og bistå to vigtige EU-institutioner, Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union.
Det Europæiske Råd, hvis medlemmer er stats- og regeringslederne fra alle EU's medlemsstater, fastsætter EU's overordnede politiske kurs og de prioriteter, der er centrale for EU's fremtid. Det fastlægger EU's strategiske og politiske dagsorden på højeste politiske niveau. Rådet for Den Europæiske Union forhandler og vedtager EU-lovgivning, samordner medlemsstaternes politikker, udvikler den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og indgår internationale aftaler. EU-landenes ministre og statssekretærer mødes i 10 forskellige sammensætninger, afhængigt af, hvilket emne, der er på dagsordenen.

 

Europa-Parlamentet er en dynamisk, inkluderende og flersproget organisation, der tilbyder mange forskellige karriere- og udviklingsmuligheder. Parlamentets medarbejdere hjælper de direkte valgte medlemmer af Europa-Parlamentet med at virkeliggøre et dynamisk europæisk demokrati og understøtter deres arbejde med at opbygge et mere fredeligt, sikkert, retfærdigt og velstående Europa. Parlamentet har karrieremuligheder inden for en lang række områder – både jobs, der er knyttet til Parlamentets centrale lovgivningsarbejde, og jobs, der sikrer, at institutionen fungerer godt. Alle ansatte spiller en vigtig rolle, enten direkte eller indirekte, i Parlamentets arbejde til gavn for EU-borgerne ved at medvirke til at fremme og forsvare demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder i og uden for EU. Besøg Europa-Parlamentets nye website, "Work with us", hvor du kan finde yderligere stillinger, som institutionen har slået op.

 

Den Europæiske Revisionsret er EU's eksterne revisor, som blev oprettet ved Bruxellestraktaten af 22. juli 1975 og påbegyndte sit arbejde i oktober 1977. Den Europæiske Revisionsret er en af EU's syv institutioner: den har sæde i Luxembourg og beskæftiger omkring 900 medarbejdere af alle europæiske nationaliteter inden for revision, support og administration.

 

Den Europæiske Unions Domstol er Den Europæiske Unions retsorgan. Dens rolle er at sikre, at EU's love overholdes af EU's institutioner og medlemsstater og anvendes på samme måde i hele EU. Dette sikrer, at EU bygger på retsstatsprincippet, som er et grundlæggende element i alle demokratiske enheder.

 

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er Den Europæiske Unions diplomatiske tjeneste. Den bistår EU's udenrigschef (den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik) med at gennemføre EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU-Udenrigstjenesten er baseret i Bruxelles, men har også et omfattende netværk af diplomatiske EU-repræsentationer i hele verden. EU-embedsmænd, diplomater fra EU-medlemsstaternes udenrigstjenester og lokalt ansatte arbejder for EU-Udenrigstjenesten i lande rundt om i verden. 

 

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er et helt særligt forum for høring, dialog og konsensus mellem repræsentanter for alle det organiserede civilsamfunds forskellige sektorer, bl.a. arbejdsgivere, fagforeninger og grupper som erhvervssammenslutninger, borgerforeninger, ungdomsorganisationer, kvindegrupper, landbrugere, forbrugere, SMV'er, miljøforkæmpere og mange andre. Udvalgets mission er at give det organiserede civilsamfund en stemme.

 

Det Europæiske Regionsudvalg er regionernes og byernes stemme i EU. Udvalget er en politisk forsamling, der bringer over 300 lokale og regionale politikere sammen. Det Europæiske Regionsudvalgs medlemmer bidrager gennem deres udtalelser og drøftelser med repræsentanter for Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at forme EU's beslutninger.

 

Den Europæiske Ombudsmand er et lille dynamisk kontor, der hjælper almindelige mennesker i deres kontakt med EU's institutioner, organer og agenturer. Ombudsmanden undersøger klager over spørgsmål, der spænder lige fra manglende gennemsigtighed i beslutningstagningen eller afslag på aktindsigt i dokumenter til krænkelser af grundlæggende rettigheder og kontraktforhold. Derudover kan ombudsmanden foretage undersøgelser på eget initiativ af systemiske problemer og tilskynder til god administrativ praksis. Ombudsmandens mission er med et team på omkring 80 medarbejdere at skabe en mere effektiv, ansvarlig, gennemsigtig og etisk EU-administration.

 

 

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er EU's uafhængige databeskyttelsesmyndighed, der har til opgave at sikre, at EU's institutioner og organer overholder databeskyttelseslovgivningen. Myndigheden yder også upartisk rådgivning om politikker og forslag til lovgivning, som kan påvirke retten til privatlivets fred og databeskyttelse.

 

 

Institutioner og organer, som EPSO ikke udvælger personale til:

Den Europæiske Centralbank er en af de nyeste officielle EU-institutioner, idet den blev oprettet i 1998, og har mere end 3 500 medarbejdere fra hele Europa. Kernen i Den Europæiske Centralbanks mission er at fremme finansiel integration og finansiel stabilitet. Den Europæiske Centralbank arbejder tæt sammen med alle 19 nationale centralbanker i euroområdet og danner sammen med dem en gruppe kaldet Eurosystemet. Banken har også regelmæssig kontakt med alle 27 nationale centralbanker i EU via et netværk kaldet Det Europæiske System af Centralbanker.

 

Den Europæiske Investeringsbank er Den Europæiske Unions udlånsenhed. Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe har to dele: Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond. De to enheder har mere end 60 års erfaring og ekspertise inden for projektfinansiering. De har hovedsæde i Luxembourg og et netværk af lokale og regionale kontorer i og uden for Europa.