Korrekturlæsere/sprogrevisorer

Forside > Korrekturlæsere/sprogrevisorer

Brænder du for en sproglig karriere? Er du god med ord? Behersker du grammatikken til perfektion? Så kom og brug dine gode sprogkundskaber i et internationalt miljø.

Europa-Parlamentet og Domstolen søger græske, spanske, estiske, irske, italienske og portugisiske korrekturlæsere/sprogrevisorer (lønklasse AST 3) til deres sprogtjenester i Luxembourg.

Hvis du ansættes, vil dine opgaver omfatte korrekturlæsning af manuskripter, kontrol af overensstemmelse mellem originalsprog og oversættelse, udarbejdelse og gennemgang af prøvetryk til offentliggørelse i forskellige formater og medier og udarbejdelse af manuskripter i elektronisk format eller i papirformat for så vidt angår stavning, grammatik og syntaks. Du vil også tjekke tekster for kohærens, ensartethed og overholdelse af stilistiske retningslinjer og regler, samt deltage i terminologiarbejde og i kvalitetskontrol af oversættelser af dokumenter.

Som arbejdsgiver tilbyder EU's institutioner og agenturer et ekspertfællesskab med en lang række muligheder for at øge din viden, forbedre dine færdigheder og udvikle din karriere. De multikulturelle, internationale og forskelligartede teams, der udgør institutionerne, arbejder sammen om at forbedre levevilkårene for ca. 450 millioner EU-borgere og mange mennesker ude i verden.

Respekt for kulturel mangfoldighed og fremme af lige muligheder hører til EU's grundlæggende principper, og Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor bestræber sig på at tilbyde lige muligheder, samme behandling og lige adgang til alle ansøgere. På vores særlige side om emnet kan du læse mere om vores politik for lige muligheder og om, hvordan du anmoder om særlig tilpasning af udvælgelsesprøverne.

 

Har du det, der skal til?

Hvis du er statsborger i et EU-land og har kendskab til mindst to officielle EU-sprog - perfekt kendskab til sprog 1 (udvælgelsesprøvens sprog) og tilfredsstillende kendskab til sprog 2 (engelsk eller fransk) - er du den, vi leder efter!

Husk at du skal have gennemført en videregående uddannelse, der er afsluttet med et eksamensbevis, efterfulgt af mindst tre års erhvervserfaring inden for et område, der er direkte knyttet til arbejdsopgavernes art. Alternativt skal du have gennemført en uddannelse på gymnasieniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, som giver adgang til en videregående uddannelse, efterfulgt af mindst seks års erhvervserfaring, hvoraf mindst tre skal være inden for et område, der er direkte knyttet til arbejdsopgavernes art.

Du kan læse nærmere om kravene i meddelelsen om udvælgelsesprøven på ansøgningssiden nedenfor.

Ansøgningsperioden starter den 18. februar.