Gå til hovedindhold
Europa-Kommissionens logo

Praktikophold i Generalsekretariatet for Rådet

Hvert år er der i Rådet omkring 100 pladser til lønnede praktikophold og op til 6 pladser til lønnede praktikophold for personer med handicap.

 

Hvad kan du forvente af dit praktikophold?

Et praktikophold i Generalsekretariatet for Rådet giver dig:

  • førstehåndserfaring med arbejdet i Generalsekretariatet for Rådet
  • viden om EU og indsigt i EU-institutionernes processer og politikker
  • muligheden for at deltage i Rådets daglige arbejde
  • udfordringer i et multikulturelt, flersproget og multietnisk miljø.
  • chancen for at bidrage med en ny synsvinkel og den viden, du har fået under dine studier 

Der er 3 typer praktikophold i Rådet:

Hvad indebærer et praktikophold?

Dit daglige arbejde afhænger af afdelingens behov, men svarer normalt til de arbejdsopgaver, der varetages af administratorer i starten af deres karriere, dvs.:

  • forberedelse af møder og udarbejdelse af referater
  • deltagelse i møder i Rådets forberedende organer og Coreper (Komitéen af Faste Repræsentanter for Medlemsstaternes Regeringer)
  • research i forbindelse med bestemte projekter
  • oversættelse af dokumenter
  • indsamling af dokumentation og udarbejdelse af rapporter

Praktikanterne bliver også indbudt til at deltage i et studieprogram, der omfatter besøg og konferencer i andre EU-institutioner i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg.

Hvem kan ansøge?

  • EU-borgere 
  • statsborgere i kandidatlande, der har afsluttet forhandlinger om EU-medlemskab
  • ansøgerne skal have et virkelig godt kendskab til mindst to officielle EU-sprog. En stor del af den interne kommunikation i Generalsekretariatet foregår på engelsk og fransk, og det er derfor et krav, at ansøgerne har et godt kendskab til engelsk eller fransk (niveau C i den fælles europæiske referenceramme for sprog).

De fleste ansøgninger kommer i øjeblikket fra personer, der har læst jura, statskundskab, internationale forhold, EU-studier eller økonomi.

Generalsekretariatet for Rådet søger også praktikanter med kvalifikationer inden for andre områder, f.eks.: oversættelse, menneskelige ressourcer, kommunikation, uddannelsesstudier, datalogi (samarbejdsplatforme), arkiv- og dokumentforvaltning, ingeniørvidenskab, grafisk design, medievidenskab, landbrug, biokemi, sundhed og fødevaresikkerhed, energistyring, miljøvidenskab og luft- og rumfartsteknik.

Hvem kan ikke ansøge?

Vi ser bort fra ansøgninger fra personer, der allerede har gennemgået kurser (lønnede eller ulønnede) eller haft beskæftigelse i mere end 6 uger i en EU-institution eller et EU-organ, -agentur eller -kontor.

Læs mere på: https://www.consilium.europa.eu/en/trainee/