Fordele

Det tilbyder vi

Når du starter hos os, kommer du til at arbejde sammen med folk fra hele Europa. Du får ikke blot et internationalt arbejdsliv. Formentlig flytter du også til en af de multikulturelle og forskelligartede byer Bruxelles eller Luxembourg. De europæiske institutioner og andre internationale organisationer tiltrækker folk fra hele verden, som kommer for at arbejde og bo her, og du vil kunne høre mange forskellige sprog blive talt i gaderne.

Begge byer har gode shoppingområder og et rigt natteliv med et stort udvalg af restauranter, natklubber og barer, kultursteder og sportsforeninger. De er begge to tætbebyggede, så der skal kun en lille køretur til for at komme fra centrum af byen og ud på landet. Med deres beliggenhed i hjertet af Europa er adskillige andre europæiske hovedstæder kun et par timer væk (Amsterdam, Paris, London).

Balance mellem arbejde og privatliv

Med et arbejde i EU får du mulighed for at skabe en positiv balance mellem arbejde og privatliv. Selvom arbejdet i EU's institutioner er krævende og udfordrende, er det ofte muligt at forhandle sig til en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Løn

Uanset om du søger et fast job, en tidsbegrænset kontrakt eller en midlertidig stilling, tilbyder vi en konkurrencedygtig løn, som står i et rimeligt forhold til dine kvalifikationer og din erfaring. Lønnen afhænger af den lønklasse og stillingstype, du søger.

Afhængigt af din personlige situation kan du også have ret til tillæg såsom udlandstillæg, børnetillæg og rejsegodtgørelse.

Familieliv

Hvis du har stiftet familie eller har planer om at gøre det på et tidspunk, byder Bruxelles og Luxembourg på virkelig gode nationale, europæiske og internationale skoler, og vi vil gerne hjælpe dig med at kontakte børnehaver, fritidshjem og andre institutioner.

Efteruddannelsesmuligheder

Når du arbejder i EU's institutioner, udvikler du hele tiden dine færdigheder, så du kan holde trit med din udfordrende karriere. Du kommer til at høre mange sprog i hverdagen, så det er en vigtig del af din karriereudvikling at lære nye sprog. For at kunne få din første forfremmelse skal du bevise dine sprogfærdigheder på et tredje EU-sprog, og EU-institutionerne tilbyder kurser i alle officielle EU-sprog, så du kan komme til at kommunikere bedre med dine kolleger. Du kan vælge mellem seks forskellige niveauer (fra begynder til avanceret), og du kan vælge mellem intensive kurser, to gange om ugen, eller e-læring.

Ud over sprogkurser tilbyder vi også kurser, der kan hjælpe dig med at forbedre andre vigtige faglige kompetencer hele vejen gennem din karriere. På den måde tilbyder vi livslang karriereudvikling til alle vores ansatte.