Gå til hovedindhold
Europa-Kommissionens logo

Fordele ved at arbejde for EU

Med deres arbejde omsætter EU's medarbejdere EU's værdier til handling, medvirker til at træffe beslutninger og gennemfører planer med vidtrækkende konsekvenser for millioner af EU-borgere.

Samtidig tilbyder EU en række attraktive fordele, som betyder, at de ansatte kan få opfyldt deres professionelle, personlige og uddannelsesmæssige behov.

Klik på de enkelte afsnit nedenfor, hvis du vil vide mere.

Et job i EU-institutionerne foregår i et højt tempo og kan være meget krævende. EU støtter imidlertid en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv, som motiverer folk til at yde deres bedste på og uden for arbejdspladsen.

Hvis du bliver ansat i EU-institutionerne, vil du have mulighed for at kombinere din karriere og dit privatliv, så du vil ikke skulle vælge mellem dem.

Af hensyn til personalets trivsel tilbydes der således fleksible arbejdstider, telearbejdsordninger, adgang til en lang række personlige udviklingskurser og en mangfoldig og inklusiv arbejdskultur, ydelser forbundet med at arbejde i udlandet (f.eks. rejsegodtgørelse og udlandstillæg) og "familievenlige" ydelser (f.eks. børnetillæg, Europaskoler, forældreorlov).

Uanset om du ansøger om en fast stilling eller en midlertidig kontrakt, tilbyder EU-institutionerne en konkurrencedygtig løn, som svarer til dine færdigheder, din erfaring, dit ansvar og din motivation.

Lønningerne varierer alt efter lønklasse og funktion: for tjenestemænd svinger begyndelseslønnen mellem 3.000 euro (AST) og 5.000 euro (AD), afhængigt af hvilken lønklasse, man ansættes i, mens den ligger på mellem 2.000 euro og 2.500 euro for de forskellige ansættelsesgrupper for kontraktansatte. Lønnen stiger på grundlag af fortjeneste og anciennitet i løbet af din karriere.

Learn more details on this salary table.

Afhængigt af din personlige situation kan du også have ret til tillæg såsom børnetilskud, udlandstillæg, godtgørelse af transportudgifter og særligt udlandstillæg.

Læs mere i EU's personalevedtægt.

Hvis du har stiftet familie eller har planer om at gøre det på et tidspunk, har du ret til ekstra ydelser såsom husstandstillæg og børnetilskud, forældreorlov, uddannelsestillæg og et bidrag til de årlige rejseudgifter for udlændinge og deres familiemedlemmer.

Når du arbejder i Bruxelles eller Luxembourg, vil du også kunne nyde godt af, at begge byer er børnevenlige og har fremragende nationale og internationale skoler og børnepasningsfaciliteter. Blandt dem er Europaskolerne, som tilbyder flersproget og multikulturel uddannelse til børn af EU-ansatte.

 

Europaskolerne

Europaskolerne er officielle uddannelsesinstitutioner, som kontrolleres i fællesskab af regeringerne i de 27 EU-medlemslande. De er primært til børn af ansatte i EU-institutionerne. Europaskolernes har til opgave at tilbyde en flersproget og multikulturel kvalitetsuddannelse for elever på børnehaveklasse-, primær- og sekundærtrinnet. Der undervises i kernefagene på EU's officielle sprog. Dette princip gør det muligt at sikre, at elevernes modersmål (L1) har forrang. Hver skole består derfor af flere sprogafdelinger. For at fremme skolernes sammenhængskraft og tilskynde til ægte, multikulturel uddannelse lægges der stor vægt på, at eleverne lærer, forstår og bruger fremmedsprog.

Netværket af Europaskoler består i øjeblikket af 13 skoler med i alt ca. 28.300 elever. Størstedelen af disse elever er baseret i Bruxelles og Luxembourg, men der findes også Europaskoler i andre medlemslande.

Du kan få mere at vide om Europaskolernes mål og principper og se, hvor de ligger.

Når man arbejder for EU-institutionerne, har man mulighed for faglig og personlig vækst hele karrieren igennem.

Ved at udvikle nye færdigheder kan medarbejderne bevare en høj grad af motivation, udvikle sig arbejdsmæssigt og realisere deres karrierepotentiale fuldt ud.

Der udbydes kurser inden for en lang række emner såsom EU-diplomati, inklusion og mangfoldighed, EU-politikker og institutionelle forbindelser, arbejdspladsløsninger og sociale løsninger, IT og digital udvikling.

Den Europæiske Forvaltningsskole (EUSA), som er oprettet med det formål at tilbyde EU-ansatte interinstitutionelle kurser af høj kvalitet, er ansvarlig for nogle af kurserne.

EU-ansatte kan mindst to EU-sprog på kvalificeret brugerniveau, og før de får deres første forfremmelse, skal de bevise deres færdigheder på et tredje sprog.

EU-ansatte interagerer på flere sprog i deres daglige arbejde. Den løbende sproglige udvikling er en vigtig del af de ansattes karriere, og derfor tilbyder EU en bred vifte af sprogkurser.