Gå til hovedindhold
Europa-Kommissionens logo

Fastansatte medarbejdere

Fastansatte medarbejdere er EU-embedsmænd udnævnt på ubestemt tid. De udgør kernen i EU-embedsværket.

Der er tre kategorier af fastansatte EU-tjenestemænd: Administratorer (AD), assistenter (AST) og sekretærer/kontorassistenter (AST/SC).

Administratorer

Administratorer arbejder inden for forskellige områder såsom retlige anliggender, jura, finans, miljø og klimaforandringer, udenrigsanliggender, landbrug, økonomi, IT, kommunikation, HR, videnskab, oversættelse og tolkning. 

Deres opgaver kan bl.a. gå ud på at udvikle politikker og lovgivning, udføre analyse- og rådgivningsarbejde, udføre reguleringsopgaver, deltage i internationale forhandlinger, varetage forbindelser med interessenter og partnere, samarbejde med borgerne eller revidere og oversætte EU-lovgivning. 

En administrators karriereforløb går fra lønklasse AD 5 til AD 16, hvor AD 5 er den lønklasse, man starter i som nyuddannet. Lønklasse AD 15 og AD 16 er forbeholdt generaldirektører. 

Man kan også starte i en højere lønklasse (AD 6 eller AD 7), hvis der er tale om mere specialiserede stillinger. I så fald forventes ansøgerne i de fleste tilfælde at have flere års relevant uddannelse og erhvervserfaring. 

Lønklasse AD 9 til AD 12 giver adgang til mellemlederstillinger. Tidligere ledelseserfaring er et krav for, at man kan blive udvalgt til og starte i disse højere lønklasser.

Assistenter

Assistenter udfører typisk ekspeditionsopgaver og tekniske arbejdsopgaver og bistår i arbejdet inden for en række områder såsom finans, kommunikation, administration, forskning, IT og gennemførelse af politikker. 

En assistents karriereforløb går fra lønklasse AST 1 til AST 11, og nyansatte starter normalt i lønklasse AST 1 eller AST 3. 

Sekretærer/kontorassistenter/supportmedarbejdere
 
Sekretærer og kontorassistenter udfører typisk administrative kontoropgaver og yder administrativ og teknisk support. De har bl.a. til opgave at færdiggøre dokumenter og filer, understøtte kontorets eller afdelingens aktiviteter (bl.a. arrangere møder og tjenesterejser og styre kalendere), samle og videreformidle information (bl.a. ajourføre databaser og dossierer) og udføre manuelle opgaver.  

En sekretærs eller kontorassistents karriereforløb går fra lønklasse AST/SC 1 til AST/SC 6. Nyansatte starter normalt i lønklasse AST/SC 1 eller AST/SC 2. 

 

Se mere i denne løntabel.

Læs mere om udvælgelsesprøver og jobmuligheder for fastansatte medarbejdere.